Vær med til at mindske plastik i havene

Vores tid er i høj grad præget af klimasnakken og de problemstillinger, der er omkring vores miljø. En af de mest omtalte lige nu er plastik i havene. I flere have er der blevet konstateret reelle plastiksupper, hvor vores plastikaffald samles og langsomt opløses i vandet.

Det har utrolige konsekvenser for både marine- og menneskeliv, hvis der ikke bliver gjort noget ved det – og helst hurtigt. Men hvis man kommer ud i sit køkken, og man ser, at håndvasken er flydt over, starter man ikke med at tørre vandet op fra gulvet.

Man starter med at slukke for vandhanen, så der i hvert fald ikke kommer mere vand, end der allerede er. Og det er det samme princip, der gælder for problemstillingen med plastik i havene.

Vi bliver nødt til at begrænse og til sidst stoppe udledningen af plastikaffald, før vi ser nogen effekt af at fjerne plastikken fra verdenshavene. Og det er her, at vi hver især kommer ind i billedet og virkelig kan gøre en forskel.

 

Vi har som forbrugere et ansvar

Selvom det ikke er nogen behagelig tanke, har vi alle sammen et ansvar for plastikken i havene. Det er nemt at skyde skylden på de store virksomheder, der tjener penge på at sælge plastbeholdere og plastikposer.

Men de gør ikke andet end at forsyne os forbrugere med de varer, som vi efterspørger. Derfor starter og slutter udledningen af plastik i havene med os som forbrugere.

Det er os, der i sidste ende er drivkraften bag den store brug af plastik til blandt andet emballage. Hvis vi vælger at købe andre produkter af mere bæredygtige materialer, vil produktionen af plastik automatisk blive mindsket.

 

Tag stilling – og vælg alternativerne

Du kan også være med til at mindske mængden af plastik i havene. Og det gør du først og fremmest ved at vælge andre materialer end plastik. Vælg poser og net af stof i stedet for plastik, og vælg flasker af metal eller glas frem for plastik.

Derudover er det også vigtigt, at man i stedet for at bruge plastikposer til fx madpakker, bruger genbrugelige kasser. Hvis man kan, bør man undgå plastikindpakning og flamingo, da det slet ikke genbruges i samme grad som fx pap.

Hvis man virkelig vil gøre en forskel, kan man også hjælpe med at samle plastik og affald op fra parker eller strande i nærheden.